onsdag den 15. juni 2011

Netfamilieforøgelse

Jeg er blevet tante til et perfekt lille drengebarn med rødt hår og lyse øjenvipper. Det er stort! Meget større end jeg havde regnet med. Og så er jeg endda kun Internettante!

Forhistorien er, at jeg i ca. 2003 oprettede en profil på debatforumet Jubii. Ret hurtigt fandt jeg virtuelt sammen med en gruppe mennesker, som jeg havde det rigtig sjovt med, på skrift. På et tidspunkt oprettede nogle af netmenneskerne deres eget forum og jeg blev inviteret over på deres nye legeplads hvor vi fortsat havde det sjovt, men også delte mere ud af vores privatlivs sorger og glæder, end det er muligt/klogt på et så stort forum som Jubii. Jeg vil sige, at vi stod hinanden temmelig nær, i betragtning af, at det kun var få af os, der reelt havde mødt hinanden, men i kommunikationen over skærmen fandt vi noget næsten magisk.

For et års tid siden delte det "nye" forum sig igen i to. Der blev tomt og usjovt på nettet for en tid, men så en dag blev jeg fundet af det lille helt nye og meget hemmelige forum, der indeholdt nogle af mine bedste netmennesker.

Nu er et af netmenneskerne blevet mor for første gang og fordi vi alle har delt så store glæder, så dybe frustrationer og i særdeleshed så megen syg humor, så har denne fødsel ramt min hjertekule langt hårdere, end jeg havde forestillet mig muligt og jeg er stolt over at kunne kalde mig Internettante!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar