lørdag den 18. juni 2011

Der er blomster i maden!

I dag har vi været til bryllup. Eller faktisk har vi været til genbryllup, for dagens brudepar blev sådan set allerede gift for 9 år siden, men i dag sagde de begge af hjertet ja til at fortsætte dansen sammen i Livets store spiral. Det var smukt og til tider også vådt (partytelte er en fantastisk opfindelse) og så var der en masse god mad på sammenskudsbuffeten. Vores bidrag hertil - gulerodssalat og hummus  -  var inspireret af sommer, blomstrende kærlighed og parrets begejstring for chili og krydderurter.


Gulerodssalaten er grundlæggende min svigermors opskrift, men jeg har givet den mit eget tvist med chili, krydderurter og spiselige blomster. Det ville hun virkelig aldrig have budt min salig svigerfar ...

Blomstrende gulerodssalat

- 1 kg gulerødder, kogte og i skiver
- 1 fed hvidløg i tynde skiver
- 1 dl hakkede krydderurter (jeg brugte persille, mynte, oregano, purløg    og basilikum)
- saft af ½ citron
- ½ dl. olivenolie
- 1 rød chili i skiver
- ramsløgssalt og peber
- 1 håndfuld spiselige blomster, her er brugt hornviol og hjulkrone

Bland de varme gulerødder med citronsaft, olivenolie, chili, hvidløg, salt og peber og lad det trække i køleskabet - gerne til næste dag. Inden servering blandes krydderurterne i og blomsterne drysses over.

Hummus

Nu bliver det svært, for det her er noget jeg laver ofte og helt og holdent på rygraden, men min hummus består sådan ca. af dette:

- 1 dåse kikærter, vandet hældes fra
- 1 stor spsk. skefuld tahina (sesampasta fra Urtekram)
- citronsaft efter smag
- 1 dl. olivenolie
- 1 dl. vand
- ½ tsk. paprika
- 1 tsk. spidskommen
- 1 fed hvidløg
- salt og peber

Det hele hældes i en blender og hvis det ikke kører rundt, hældes ekstra vand og olivenolie i til der opnås en tyktflydende og ensartet hummus. Server med godt brød eller som dip til rå grøntsager.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar